Kom nemt i gang med mobilvideo
Vi kender det selv. Det er grænseoverskridende at tale til et kamera. Men det virker! Derfor har vi samlet nogle gode råd til dig, som gerne vil i gang med video – uden at have den helt store udstyrspakke.
Film løs, men husk først:
- Planlæg altid dine videoer, inden du kaster dig ud i at filme. Du behøver ikke at have et manuskript klar, men blot overordnede idéer, talepunkter og spørgsmål, som du vil tage udgangspunkt i. Det gør selve filmningen og redigeringen nemmere og hurtigere.
- Sørg for at der er god lyd. Hvis man trykker på en video og slår lyden til, så bliver din video lynhurtigt afbrudt igen, hvis lyden er dårlig. Stå i ly for blæst og mindsk baggrundsstøj. Du kan eventuelt anskaffe en lille mikrofon, hvis du planlægger at lave mange videoer i fremtiden.
- Sæt altid din mobil i flytilstand inden du begynder at filme. Så undgår du at blive forstyrret af opkald, mails og andre notifikationer.
- Vent med det vigtigste budskab til efter de første ca. fem sekunder. Statistisk set ser folk ikke de første sekunder af en video. Du kender det måske selv – man skal lige vurdere, om man har lyst til at se videre.
Lidt af det tekniske:
- Upload din video direkte til Facebook og LinkedIn, ellers bliver den ikke afspillet automatisk, når folk scroller ned i deres news feed.
- Hvis du skal uploade den til din hjemmeside, så anbefaler vi, at du lægger den op på din YouTube-kanal og derigennem deler den på hjemmesiden. Så får du også gavn af YouTubes søgefunktion.
- Hav altid undertekster på din video! Over 85% ser videoer uden lyd på sociale medier. Læs vores blogindlæg om, hvordan du hurtigt og nemt laver undertekster til dine Facebook- og YouTube-videoer.
- Spred dine videoaktiviteter ud på forskellige platforme (Facebook, YouTube, hjemmeside, Instagram m.m.), så de giver større udbytte. Husk blot at variere dit skriftlige budskab til videoen.
Den ultrahurtige video:
Hvis du ikke altid lige har tid eller mod på at filme dig selv eller dine kollegaer, så lav en billedevideo. Hvis du har mere end fire billeder, du gerne vil dele på Facebook, er det en god idé. Du vil mærke, at du når ud til mange flere, når din video starter automatisk i folks news feed.
Her får du fire eksempler på videoer, du kan lave.
Vil du gerne endnu mere med video, så læs med her.